Apples iPad 3 blev udgivet i starten af marts, og rammer butikshylderne i Danmark på fredag. Vel nærmest symptomatisk for massemediernes fascination af Apple, er diverse forsider siden annonceringen blevet ryddet, for at fortælle os om alt det fantastiske ved den nye tablet.
Hvorvidt den megen omtale er retfærdig, vil jeg lade være op til andre at vurdere. Der er dog uden tvivl noget forvridende i, at pressen bruger så meget energi på et bestemt firmas produkter, når så mange andre firmaer udgiver noget der ligner meget. Af samme grund, blev netop pressens forfordeling af iPad og iPhone på et tidspunkt taget op i TV2 News‘ presselogen, hvor man blev enige om at omtalen nok primært skyldes, at Apple er dygtige til markedsføring og ikke mindst var de første med en rigtig god smartphone oplevelse.
Men er iPad 3 den megen omtale værd, og er den vitterligt den bedste tablet på markedet? Læs med efter breaket.
Lad mig slå det fast med det samme. Kigger vi udelukkende på hardwaren lige nu, er der ingen tvivl: Ipad 3 vinder over både Galaxy Tab 10.1 og Asus Transformer Prime. Det er der flere grunde til, men den vigtigste er Apples strategi, med kun at udvikle et stærkt begrænset antal produkter, og derimod forfine hvert enkelt.
Det ville ganske enkelt være en katastrofe, hvis iPad 3 blev udgivet og ikke lagde sig i føretrøjen, fordi der går lang så lang tid inden næste udgave kommer. Hvorvidt den ligger sig nok i front, er nok det afgørende spørgsmål, og her er selv sider som Techradar også i tvivl. Sandheden er, at det primære salgsargument ved den nye iPad er en flottere skærm og selvom “den nye iPad” også leveres med en bedre processor og et opgraderet kamera, er der ikke ligefrem tale om banebrydende ændringer.
Set i det lys, imponerer den nye iPad ikke ligefrem, og med rygterne omkring kommende udgivelser i både Galaxy Tab og Transformer Prime serien, samt et vedholdende rygte om en decideret “Nexus”-tablet, er der for alvor lagt op til kamp om tabletmarkedet i 2012.
Erfaringerne har dog vist, at det ikke alene er hardware specifikationerne der er afgørende for, hvorvidt forbrugerne tager et nyt produkt til sig. Man er mere interesseret i den samlede oplevelse, og her har iOS længe været i føretrøjen. Også her ser det dog ud til, at Apple for alvor bliver udfordret i 2012. Tilføjelsen af Ice Cream Sandwich til flere enheder, heriblandt de kommende tablets, betyder en langt mere poleret oplevelse på Android tablets, der dog ikke betyder begrænsninger i de muligheder platformen tilbyder.
Spørgsmålet er derfor, om tiden er ved at løbe ud, for ellers altdominerende Apple. Det virker til, at man har svært ved at bibeholde det forspring, man har kunnet opretholde de foregående år, og selvom iPad 3, lige nu, med rette, kan kaldes for den bedste tablet på markedet, tror jeg denne titel bliver taget fra den, indenfor seks måneder.
Læg hertil, at iOS stadig lider under Apples strenge krav til app-udvikling og begrænsninger i brugerfladen, samt den pebrede pris, der rygtes til at ligge på omkring 4500,- for 64gb udgaven, og du har et par gode grunde til at genoverveje købet af en iPad 3.
Skal du bruge flere, kan du tage et smut forbi vores guide-arkiv, der blandt andet består af vejledninger til programmer, der ikke er at finde til iOS.













